Ulykkelig kærlighed

I de seneste årtier har en række af såkaldte højrepopulister oplevet en markant fremgang i næsten alle europæiske lande. Deres fremgang næres af et stadigt større antal europæeres helt naturlige utilfredshed med de sidste mange års førte immigrationspolitik, der har åbnet Europas grænser for en tsunami af den tredje verdens overskudsbefolkning.

Et gennemgående træk ved højrepopulisterne er deres ensporede fokusering udelukkende på immigranternes religion. Fundamentet for deres virke er således ikke modstand mod ikke-europæisk masseindvandring per se. Som konsekvens af dette er højrepopulisternes politik gennemgående hyklerisk, usammenhængende og inkonsekvent, hvilket tydeligt ses i de lande, hvor højrepopulisterne igennem flere år har haft politisk indflydelse. Multietnificeringen i disse lande fortsætter således med uformindsket styrke. Et andet væsentligt generelt træk ved næsten alle europæiske højrepopulister er, at de synes at være dybt forelskede i staten Israel og alt jødisk.

Et typisk eksempel på dette er den hollandske politiker Geert Wilders. Der kan ikke herske nogen tvivl om Wilders’ dybtfølte og oprigtige kærlighed til Israel. Som ung boede hr. Wilders således to år i den jødiske stat, og han opfatter denne som en vestlig bastion i et hav af arabisk eller rettere muslimsk primitivitet og barbari. Wilders har i denne forbindelse udtalt, at:

“Hvis Jerusalem falder i muslimske hænder, så vil Athen og Rom stå for tur. Således er Jerusalem hovedfronten, der beskytter Vesten. Det er ikke en konflikt over territorium, men mere præcist en ideologisk kamp mellem det befriede Vesten og ideologien af islamisk barbari.”

Wilders opfatter også jødedommen som en integreret del af den europæiske kulturelle tradition, og han har givet udtryk for, at den ”europæiske jødisk-kristne tradition formelt bør anerkendes som den dominerende kultur”.

Endeligt har Wilders ikke været sen til at afvise visse elementer på den europæiske højrefløj, som kunne tænkes at være så uartige, at de ikke deler Wilders ubetingede begejstring for alt jødisk:

”Mine allierede er ikke Le Pen eller Haider… Vi vil aldrig gøre fælles sag med fascister og Italiens Mussolinier”.

Med et så imponerende projødisk C.V. skulle man umiddelbart tro, at hr. Wilders ville være meget populær blandt jøder. Imidlertid synes dette ikke at være tilfældet. Ved valget i 2011 opnåede Wilders kun støtte fra sølle 2 % af den jødiske befolkning i Holland. Det er en ting at støtte Israel og offentligt erklærer sin ubetingede kærlighed til alt jødisk, men Wilders øvrige politik, herunder særligt hans såkaldte restriktive immigrationspolitik, er, ifølge en jødisk kilde, ikke forenelig med jødiske interesser.

Artiklen ”Ikke vild med Wilders? Populists anti-islamiske budskab bekymrer europæiske jødiske ledere” fra den 25-10-2010 i Jewish Telegraphic Agency gør det klart for enhver, at de organiserede jødiske samfund i Europa, præcist som i USA, ønsker en multietnisk og multikulturel fremtid for de indfødte europæere. Generelt giver de europæiske jødiske ledere således udtryk for, at Europa endelig bør forsætte med at importere både muslimer og andre ikke-europæere i stor stil for herved at skabe et multikulturelt Europa – fremtidens Europa.

At det multikulturelle projekt generelt synes at ligge jøder meget  på sinde tilstås også af den i Sverige bosiddende amerikanske/israelske jødedame Barbara Lerner Spectre, som var leder af det jødiske “Paideia Institut”. I 2010 udtalte hun blandt andet, at  “…Det er en gevaldig transformation for Europa at gennemgå, det går nu ind i en multikulturel tilstand, og der vil komme vrede mod jøder for vores ledende rolle.”

Også i Danmark har flere prominente jøder deltaget i det multietinske heppekor. Ved en høring om antisemitisme i marts 1994 udtalte den israelske statsborger, Mossadagent og tidligere chefredaktør for Politiken Herbert Pundik ganske sigende, at “vi vil uddanne danskerne, så tyrkerne kan være her”.  Denne uddannelse hjalp tidligere informationschef i Dansk Flygtningehjælp Klaus Rothstein ivrigt med til ved at udspy uanede mængder af ”oplysningsmaterialer”, der skulle overbevise danskerne om berigelsen ved at modtage flygtninge.  I  hovedstadsområdet understøttedes uddannelsen af Dan Tschernia, der som chef for TV2 Lorry i 25 år sørgede for, at seerne dagligt blev bombarderet med multikulturel propaganda, så de gradvis modnes til at accepterer den nye farverige multikulturelle virkelighed. Ligeledes har tidligere redaktør på TV-Avisen og tidligere chefredaktør på Dagbladet Information Georg Metz gennem hele sit virke været en af indvandringens varmeste fortalere, og han har aldrig forsømt en lejlighed til at svine nationaltsindede danskere til. Masseindvandringens velsignelser og absolutte nødvendighed proklameredes også af en anden kendt jødisk personage. Ved en offentlig høring om indvandringspolitiken i 1997 belærte daværende chefredaktør for BT, tidligere formand for Dansk Zionist Forbund og tidligere kanalchef for DR2 Arne Notkin således tilhørerne om, at “det er indvandringen til Danmark, der har gjort Danmark til en industrination.” I praksis demonstrerede Arne Noktin også sin dedikation til det multikulturelle projekt, da han i 2006 sørgede for, at Danmark fik sin første muslimske tv-vært Asmaa Abdol-Hamid, da hun iført traditionelt muslimsk tørklæde blev studievært på DR2-programmet ”Adam og Asmaa” sammen med jøden Adam Holm. Senest har den tidligere overrabbiner, det første æresmedlem af Dansk Flygtningehjælp samt ærespræsident i den indfyldelsesrige jødiske lobbyorganisation B’nai B’rith Europe Bent Melchior i tvudsendelsen ”Rabbiner” den 26.11.2016 om jøderne udtalt, at de ”har alt til fælles med muslimerne”.

At de jødiske organisationer bekymrer sig meget om muslimers velbefindende bekræftes så sent som den 9.4 2017, hvor ingen ringere end Pinchas Goldschmidt, præsiden for Conference of European Rabbis, opfordrede til solidaritet med muslimerne. Den fromme rabbiner udtaler, at jøder og muslimer har en ”fælles interesse” i at bekæmpe den stigende nationalisme i Europa, samt at “jøder altid har følt sig mere trygge steder, hvor andre kulturer og religioner bliver respekteret”. At et par jøder hist og her har været ofre for den muslimske kulturberigelse synes at være af mindre betydning, det vigtigste for den organiserede jødedom er at ”beskytte minoriteter”, og dermed cementerer det multikulturelle samfund, hvor jøder altså trives bedst.

De jødiske organisationers grundlæggende problem med Wilders og andre som ham er således, at han, omend på et populistisk, overfladisk og indirekte niveau, agiterer for de indfødte europæeres etniske og kulturelle homogenitet, hvilket ifølge de jødiske organisationer ikke er i deres interesse og udtryk for en farlig udvikling. Som præsidenten for det officielle jødiske trossamfund i Sverige, Lena Posner Körösi, rammende udtrykker det, så har ”historien vist os, hvor den slags kan fører hen, og det er ikke nødvendigvis godt for jøderne”.

Denne form for argumentation er helt i overensstemmelse med den traditionelle jødiske modvilje mod, at deres værtsfolk har etnisk og kulturelt homogene nationalstater. Årsagen til denne adfærd er ganske logisk: Større antisemitiske bevægelser er sædvanligvis at finde i etnisk homogene nationer, og etnisk og religiøs pluralisme tjener derfor udadrettede jødiske interesser, fordi jøder blot bliver én blandt mange etniske grupper, de går så at sige under radaren, hvorfor det bliver vanskeligt eller umuligt for majoritetsbefolkningen at opbygge forenede, sammenhængende grupper, som kunne forenes i deres modstand mod netop jøder. Der er med den amerikanske psykologiprofessor Kevin MacDonalds ord tale om en overlevelsesstrategi, hvilken belyses i hans tre banebrydende bøger; A People That Shall Dwell Alone: Judaism As A Group Evolutionary Strategy, Separation And Its Discontents: Toward An Evolutionary Theory Of Anti-Semitism, The Culture of Critique: An Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in Twentieth-Century Intellectual and Political Movements.

Hvad der naturligvis er besynderligt, er de samme jødiske organisationers støtte til Israel. Det virker som om, de jødiske organisationer med alle kræfter ønsker at puste og have mel i munden; i diasporaen søger de at opløse de europæiske værtsfolks etniske og kulturelle homogenitet, og dermed at svække dem, mens de samtidig helhjertet støtter Israels fornuftige etnisk baserede nationalisme og sunde racistiske politik.

At de organiserede jødiske samfund i Vesten generelt støtter og fremmer indvandring – herunder muslimsk, selv om mange muslimer er fjendtligt indstillet overfor jøder og Israel – demonstrerer med al ønskelig tydelighed, hvor dedikeret den organiserede jødedom er i dens kampagne mod Vestens oprindelige folk og traditionelle kultur. Den barske kendsgerning er således, at jøder, præcis som muslimer, udgør en etnisk gruppe, som generelt er fjendtligt indstillet over for os og vores interesser.

Wilders og andre europæiske højrepopulisters forhold til jøderne kan således opfattes som en slags ulykkelig kærlighed. Man bejler og bejler, men jøderne er ikke det mindste interesserede.

Reklamer
Udgivet i Dansk nationalisme | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Hvordan er det kommet hertil?

Hvis man for blot 50 år siden havde fortalt nogen, hvordan Danmark ville se ud i år 2017, ville man være blevet anset for at være vanvittig. Man ville ikke i sit vildeste mareridt have kunnet forestille sig et multikulturelt Danmark med repræsentanter for alle verdens eksotiske folkeslag gående frit omkring i gaderne, et land, hvor danske skolebørn er i mindretal i deres skoleklasser, hvor en stadig større del af statsbudgettet direkte eller indirekte bruges på de fremmede, mens vor infrastruktur forfalder, vore sygehuse skal spare på såvel behandlinger som patientpleje og vore gamle får lov til at ligge i deres eget skidt. Og ingen synes at protestere voldsomt. De få, der gør, bliver hurtigt sat i skammekrogen af den forenede medieverden, og de særlig stædige dissidenter bliver jaget af systemets stormtropper fra Redox, Demos og hvad disse forbryderorganisationer ellers hedder. Men det er egentlig overflødigt, for de sættes hurtigt uden for arbejdsmarkedet og de frelstes fællesskab, hvor deres stemmer ikke høres. Intet under, at så få tør sige noget, og når enkelte alligevel gør det, sker det med så meget mel i munden, at de indhylles i en støvsky af vrøvl og selvmodsigelser.

Hvordan er det kommet hertil? Hvordan er et sundt og velfungerende samfund på vej opad på så kort tid vendt og med lysets hastighed på vej mod ikke alene den kulturelle, men den biologiske udslettelse?

Jo, man gør sådan her:

Først ødelægger man familien, og det gør man ved at ødelægge kvinden, thi hun bærer familien. Man bilder hende ind, at hun i sin moderrolle ikke kan ”realisere” sig selv, skønt moderrollen jo netop er hendes naturlige biologiske rolle. Den hjemmegående husmor fremstilles i medier og spillefilm (se f.eks. den populære Dirch Passer-film ”Støv på hjernen”) som dum, naiv og intetsigende, og arbejdsmarkedet bejler til hende, så hun kan komme ud og realisere sig selv ved et samlebånd eller et kasseapparat for nogle få håndører. Børnene, der førhen gik frit omkring og legede naturligt med naboernes børn, bliver nu sat i bur i børnehaver, hvor de passes af unge piger og drenge, der intet aner om børn, og den kultur, der igennem årtusinder er blevet overført fra generation til generation gennem moderen, overføres pludselig ikke mere. Personalet passer børnene, mere er der ikke tid til, rent bortset fra at et tilfældigt sammenrend af pædagoger og hjælpere slet ikke ville kunne løfte den opgave. Børnene er blevet statens ejendom, ganske som de er det i andre totalitære regimer. De ressourcer, stærke og veluddannede forældre tidligere formidlede til deres børn, går nu tabt for samfundet. Alle skal være lige (dårligt stillede), og efterhånden som det i 70’erne lykkedes arbejdsmarkedet at tiltrække fremmede, hvis børn også kommer i børnehaven, kan der jo slet ikke være tale om at formidle nogen kultur, thi nu er der pludselig flere kulturer, og at fremhæve landets egen kultur betegnes som diskrimination. Efterhånden bliver personalet også multikulturelt. Dansk kultur forsvinder ud af børnehaven og senere skolen.

Så forbyder man ved lov forældre, skoler og institutioner at opdrage børnene. Hverken lærere eller forældre må nu sætte magt bag deres ord, og både familier og skoler bliver forvandlet til diskussionsklubber, hvor den 6-åriges ord har lige så meget vægt som forældres og skolelæreres. Enhver disciplin forsvinder og dermed grundlaget for koncentration og ”undervisningsparathed”. Børn, der tidligere var en velsignelse, er i dag for alt for manges vedkommende uopdragne, uvorne egoister, der spreder skræk og rædsel, hvor de optræder i flok.

Så fodrer man kvinderne med P-piller, så de sætter færre børn i verden – skidt med bivirkningerne – og hvis de endelig skulle blive gravide, tillader man dem at slå deres barn ihjel, inden det bliver født, ja man opfordrer ligefrem til det – det kaldes “en voksen beslutning”. Kvinden bestemmer jo selv over sin krop, forstås. Det skulle hun imidlertid nok have tænkt på, inden der blev et barn ud af det, for nu er det ikke mere hendes krop. Det er et lille selvstændigt væsen, der nu bliver slået ihjel. Abort er folkemord, og de læger, der foretager det, er mordere. Kvinderne er sagesløse ofrer. Det synes at være så let en løsning, men ofte kommer de fysisk og psykisk til at lide af følgerne resten af livet. På denne måde sikres et brat fald i børnetallet og dermed på længere sigt i befolkningstallet. Hvor der tidligere var talrige børneflokke på 4 og 6 dejlige unger, er det højt sat, hvis man i dag har 2, mange har slet ingen.

Da kvinden nu ikke længere har tid til at lave maden fra grunden, får vi stadig flere industrielt forarbejdede fødevarer, samtidig med at landbruget, der tidligere beskæftigede halvdelen af befolkningen, bliver til industrivirksomheder, ejet af aktieselskaber. Bonden bliver til fødevareproducent. Han mister enhver forbindelse til jorden og den naturforbundenhed, der tidligere var en selvfølge, forsvinder. Jorden, der tidligere var hellig, er reduceret til et produktionsmiddel. De fleste bønder forlader erhvervet og bliver industriarbejdere. Ofte flytter de til byerne. I jagten på profit øses uanede mængder af sprøjtemidler ud over vore levnedsmidler. Sygdomme og øget infertilitet er følgen. Det er helt bevidst – det sænker folketallet.

Kvindens fremmarch på arbejdsmarkedet sætter familielivet under pres. Antallet af brudte familier stiger. Den moralske stigmatisering af uægteskabelige forhold bekæmpes og forsvinder. Samtidig gøres det økonomisk muligt at opløse familier, hvilket tidligere var vanskeligere. Børn vokser nu op uden for familiens trygge rammer. De er ikke længere automatisk del af et fællesskab. De bliver i højere grad statens ejendom. De er ikke længere automatisk del af et fællesskab, for familien er ikke mere selv noget fællesskab, kun måske en fælles adresse. De voksne sætter deres egoisme over børnene, som i højere grad bliver statens ejendom. Familiens medlemmer lever hvert sit eget liv uden noget dybere til fælles.

Ikke blot familien, men også alle andre naturlige menneskelige fællesskaber nedbrydes. Sang er en væsentlig faktor, når det drejer sig om at styrke et fællesskab. Man ved det fra alsangen. Der er i dag ingen alsang, selv om den ved Gud godt kunne gøres nødig, for der er ikke mere nogen, der kan synge – altså synge rigtigt. Det lærte man tidligere i skolen – mere eller mindre. Rigtig sangundervisning er for længst borte lige som den fælles morgensang. Den sikrede, at man lærte de vigtigste sange og salmer at kende, styrkede samhørigheden, viste, at man havde noget til fælles. Derfor måtte den væk. Kirken er det sidste sted, hvor man i nogen grad stadig kan dyrke sangens fællesskab, men fordi ingen har lært at synge, flygter mange over i frikirkernes teologiløse og negerficerede univers med gospelsang og andet, der ganske enkelt ikke hører vor kultur og vort fællesskab til.

Også de naturlige historiske geografiske fællesskaber er blevet er blevet revet fra hinanden med diverse kommunesammenlægninger, hvor også mange landkommuner blev lagt ind under de store byer, hvor de hurtigt mistede deres identitet, sammenlægninger af politi- og retskredse, nedlæggelse af sygehuse, lægepraksisser, skoler og jernbaner, centralisering af skattevæsenet, alarmcentralen osv. Områder, der naturligt og historisk hørte sammen, blev revet fra hinanden, og områder, der aldrig havde haft noget med hinanden at gøre, blev tvunget sammen. Som følge af hele denne udvikling forsvandt mange arbejdspladser. Læger, advokater, dommere, lærere, sygeplejersker og mange andre forlod de mindre byer. Dette bredte sig som ringe i vandet. Der blev færre kunder, forretningerne lukkede, folk flygtede, og de tilbageværende håndværks- og industrivirksomheder fulgte efter. Udkantsdanmark var opstået, landområderne blev affolket, folk mistede deres rødder og forbindelsen til naturen. Kirkegårdene, der igennem århundreder havde været monumenter over slægternes samhørighed, blev forvandlet til græsmarker. Der var ikke mere nogen til at passe og besøge de afdødes grave, og kirkernes opskruede prisniveau for køb og pleje af gravsteder accelererede denne sørgelige udvikling. I stedet for fællesskabet dyrkes individet, det rodløse isolerede menneske.

De store statslige institutioner, der forbandt nationen som et magtfuldt symbol privatiseredes og forsvandt. DSB er i dag kun et udsultet selskab blandt mange andre jernbaneselskaber. Postvæsenet eksisterer ikke mere. Statens daglige kontakt til hver eneste dansker i form af postbuddet er væk. Postvæsenets og DSBs imponerende hovedsæder, der i sig selv repræsenterede det statslige fællesskabs magt og pragt er solgt til hotel- og boligformål. Det samme gælder militærets historiske bygninger. Hvor der før i stort set hver en større by var en prægtig kaserne, som repræsenterede statsmagten og forbandt denne med folket, findes der i dag kun nogle få modernistiske anlæg langt fra den øvrige befolkning, således at militæret ikke bliver en del af folks dagligdag. Værnepligten er naturligvis i praksis blevet afskaffet. Der er heller ikke mere noget at værne. Forsvaret er blot en virksomhed, det efterhånden er svært at se nogen mening med.

I skolen afskaffes kultur og historie, sammen med lektier og den nødvendige træning i at lære udenad. Den effektive undervisningstid skæres drastisk ned og bliver i realiteten endnu mindre som følge af den manglende disciplin. De videregående uddannelser afskaffes de facto, og landets 3 egentlige universiteter omdannes til erhvervsskoler. Den klassiske dannelse afskaffes. Kirken nedbrydes som autoritet. Teologisk degraderes den til en del af godhedsindustrien, hvor alt sådan set er acceptabelt, bare det passer ind i det politisk korrekte øjebliksbillede. Folket mister sit moralske kompas. Fjernsyn og radio degenerer til den mest platte form for såkaldt underholdning, og sproget forfladiges i en grad, så man efterhånden ikke kan udtrykke dybere tanker. Den nye tids ”helte” er fodboldspillere og popstjerner, ikke Absalon, Niels Ebbesen eller Uffe hin Spage, der er fuldstændig ukendte. En helt er en, der sætter livet på spil for andres skyld, for folket skyld – ikke en samling tåber, der for skyhøj betaling producerer intetsigende eller underlødig underholdning.

Historien “dekonstrueres”, folket afskaffes som begreb. Alt, hvad tidligere generationer har æret og været stolte over, latterliggøres og “afsløres” som “myter”. Folket bliver til en befolkning, et tilsyneladende tilfældigt sammenrend af mennesker uden fælles religion, identitet og historie og uden dybere samhørighedsfølelse. Racebegrebet lægges for had, ja, racer påstås ikke at eksistere, selv om enhver landmand, kaninavler eller holder af dværghøns ved bedre. Der må ikke mere være forskel på en neger og en europæer – ja, neger må man slet ikke mere sige. “Der er kun hudfarven til forskel”, påstår man, selv om medicinalindustrien, hormon- og intelligensforskere, biologer, psykologer samt fysiske antropologer (ikke at forveksle med dagens “antropologer”, der end ikke aner, hvad antropologi er) alle ved (eller burde vide) bedre. Det betaler sig imidlertid ikke at vide det. Det betaler sig at hoppe på den politisk korrekte vogn. Universiteterne forvandles til åndelige bordeller, hvis skøger sælger sig selv til den højest bydende.

I stedet sættes en lang række uvidenskabelige og meningsløse ideer i omløb for at holde folk beskæftigede og stifte almindelig forvirring. De menneskeskabte klimaforandringer er et godt eksempel på noget sådant vås – og de og andre skøre ideer kan kun udbredes i en befolkning, der er historisk komplet uvidende, en folkemasse, der simpelthen er ude af stand til at kontrollere disse forvrøvlede forestillinger og holde dem op imod virkeligheden og historien. Fælles for dem er i regelen, at de giver folk dårlig samvittighed (over klimaet, slaveriet, imperialismen, racismen, flygtninge, over at spise kød etc., etc., etc.). En befolkning med dårlig samvittighed er ikke noget stolt folk med en stolt identitet, der holder sin kultur og sine traditioner i hævd. Det er et folk, der har mistet orienteringen, et folk, der ikke længere har noget, det kan højtideligholde, fejre og være stolt af, kort sagt et folk, der er viet til undergangen.

Den klassiske litteratur, malerkunst og musik, der skabte et univers af skønhed og harmoni, afskaffes og erstattet af talentløse smørerier, klatmalerier og disharmonisk støj – alt sammen helst produceret af udlændinge, der tillægges evner til at sige så meget mere væsentligt om vor virkelighed end vi selv. Overalt er grimheden den store fællesnævner.

Litteraturen svælger i primitive skildringer af samfundets bund. Man behøver blot at tænke på Jakob Ejersbos Nordkraft, der er noget af det mest perverse, svinske og nedslående, man kan forestille sig, og dog prises ophavsmanden som “det største talent i dansk litteratur gennem flere generationer”. Det vil sige en hel del. Glemt er åbenbart Jacob Paludan, Martin A. Hansen og en lang række andre fortrinlige forfattere, der ikke læses mere. Et andet godt eksempel er den kriminelle palæstinenser Yahya Hassans såkaldte “digte”, et talentløst, infantilt gylp fra rendestenen, der blev prist som geniale af en nærmest enig skare kritikere og solgt i over 120.000 eksemplarer (hvor digte normalt udkommer i nogle få hundrede). Sproget blev karakteriseret som nyskabende, og det kan man jo nok sige, det er: et katalog over eder, skældsord, slibrigheder og andre primitiviteter, hvis lige man ganske rigtigt skal lede længe efter – gudskelov. Populariteten skyldtes i høj grad, at indholdet på overfladen syntes kritisk imod indvandrermiljøerne. Det ville det borgerlige Danmark gerne læse, selv om de så skulle svømme rundt i Hassans ekskrementer undervejs. Det er nærmest overflødigt at nævne, at Hassan blev overøst med betydelige priser, der har gjort ham til en velhavende mand. Han griner hele vejen hen til banken og morer sig tilsyneladende kosteligt i det miljø, han foregiver at tage afstand fra.

Inden for kunsten er det ikke bedre. Eksemplerne er mangfoldige, men lad os tage et enkelt, “kunstneren” Uwe Max Jensen fra Herning, der netop er blevet idømt en betinget fængselsstraf og samfundstjeneste for et håndgemæng med personalet på Kunsten i Aalborg, som han ville berige med et ekstra “kunstværk”, idet han ville lade sit vand på et spejl. I det hele taget synes bemeldte person at lide af en besættelse omkring nøgenhed – han ynder at færdes kun iført sit adamskostume – og kroppens affaldsprodukter. Psykologer ville nok mene, at det var galt med hans pottetræning. Han synes, at det er kunst, når han går på toilettet, ganske enkelt, fordi han siger, det er kunst – og så må det jo passe. Han har også præsteret at bringe en spand vand fra Herning til København. Det var sørme også kunst. Inden for samme felt, men dog i en anden liga, kan nævnes Peter Brandes’ ubehjælpsomme illustrationer til klassiske værker. Rasende dyre, men kunstnerisk værdiløse – ja værre end det!

Når det gælder musikken, ser det ikke bedre ud. Hvem husker ikke Niels Viggo Benzons “klaverkoncert”, der endte med, at “kunstneren” savede benene af et Steinway-flygel?

De forskellige kunstarter har til opgave hver på sin måde at knytte folket sammen om en fælles kultur. Kunsten skal være et spejl af folkets erfaringer og gengive folkets virkelighed. Den må gerne sætte problemer og vigtige spørgsmål under debat, men resultatet skal nødvendigvis være, at der, med et moderne udtryk, opstår en kulturel merværdi. Man skal kort sagt bliver klogere på den problematik, der rejses. Man skal komme nærmere en løsning. Moralske spørgsmål skal belyses og afklares. Personer og problematikker skal være vedkommende og troværdige. Kunsten skal ikke være et glansbillede, men den skal heller ikke forarge, den skal være opbyggende i ordet videste betydning. Kunsten bør i den forbindelse altid være sig sin samfundsmæssige og moralske opgave bevidst. En “kunst”, der ser det som sin opgave at nedbryde de værdier, der danner grundlaget for det nationale og folkelige sammenhold, opløser fællesskabet og dermed forudsætningen for et ordnet og organiseret samfund, som er betingelsen for, at der i det hele taget kan opstå kunst. Den tilføjer ingen merværdi, men styrter mennesket ud i et uoverskueligt kaos, som kun gavner de kræfter, der vil tilintetgøre os!

Endvidere skal kunsten som helhed være smuk. Mennesket trives bedst i smukke og harmoniske omgivelser – det giver harmoniske mennesker. Denne skønhed jokkes i dag bevidst under fode. Mennesket vænnes til grimhed. Selv det tøj, vi køber, er hæsligt – med dyrt betalte huller på meget synlige steder. Kroppen skændes med tatoveringer, piercinger o.l. Man har målbevidst forberedt folket til hæsligheden, den hæslighed, der med indvandringen er kommet ind på alle niveauer i samfundet. Der er kommet et uæstetisk moment ind i gadebilledet, et moment, der ikke passer til vor verden.

Erhvervslivet råber samtidig på udenlandsk arbejdskraft, selv om vi i Danmark har over 100.000 arbejdsløse. Det, erhvervslivet mener, er billig arbejdskraft. Desuden er dette et middel til at blande befolkningerne, erodere grænserne og skabe et stort homogent globalt marked. Det vil øge profitten! Og hvis vi så bare alle sammen taler engelsk, vil man spare en masse penge og besvær. Vi må aldrig glemme, at der er en politisk drivfjeder bag erhvervslivets organisationer, og at erhvervslivet altid har holdt med profitten på de folkelige sammenholds bekostning.

Alle disse ting er de grundlæggende forudsætningerne for, at et sundt samfund degenerer og tager kurs mod tilintetgørelsen.

Alt dette er nemlig ikke bare noget, der sker – det er noget, der skabes for at ødelægge Europa og de folk, der kommer derfra. Bag det står ikke mindst en lille, men særdeles indflydelsesrigetnocentrisk minoritet, der har sat sig som mål at fjerne majoriteten for lettere at kunne manøvrere i en verden af ene minoriteter. Blandt ophavsmændene til alle de onder, der er opregnet ovenfor, herunder ikke mindst til det såkaldte studenteroprør i 1968, der i høj grad accelererede den udvikling, eller snarere afvikling, som vi har været vidner til, er denne minoritet talstærkt repræsenteret, ligesom den har en bestemmende indflydelse på den medieverden, der kolporterer dette vanvid.

På trods heraf elsker højrefløjen nævnte minoritet og tåler ikke kritik af den. Folk, der som den svenske journalist Ingrid Carlquist finder sammenhængen mellem denne minoritet og afviklingen af de homogene europæiske nationalstater, udelukkes af nationalistisk kredse, som pludselig frygter at blive hængt ud som antisemitiske. Men det er nødvendigt at tage fat på dette problem, at italesætte det, som det hedder i dag. Hvordan kan det være, at den altovervejende del af denne minoritet af al kraft fremmer indvandringen til Europa og de stater, der er udgået herfra, men ikke stiller samme krav til Israel, som gerne må vedblive at være et homogent jødisk samfund?

Så længe Europas nationale nægter at åbne øjnene og analysere situationen, som den er, og fortsat blot snakker om muslimer, burkaer og alle de andre symptomer på den nært forestående undergang, vil den forblive uvæsentlig og ude af stand til at gøre en forskel. Redningen af Danmark og hele den vestlige kultur kræver modet til sandhed, hvor ubehagelig denne sandhed endog måtte forekomme! Det er på tide at holde op med kun at beskæftige sig med symptomerne. Man er nødt til at begynde at kalde en spade for en spade og en skovl for en skovl!

Udgivet i Dansk nationalisme | Tagget , , , , , , , | 3 kommentarer

Dansk Jul!

“Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang.”

I de 24 dage op til højtiden, har Jyllands-Posten daglig bragt en kvartsides artikel om juletraditioner. Forfatteren er Lars Hovbakke Sørensen, “historiker” og ph.d. (en udvandet brøkdel af en magistergrad, ikke at forveksle med en dr.phil.) og bl.a. forfatter til bogen En europæisk danmarkshistorie. Titlen siger alt.

Han fortæller “om danske juletraditioners udvikling – i et internationalt perspektiv. For de fleste juletraditioner er kommet til os udefra.” Ja, ifølge hans hovedværk er der vel intet, som er dansk overhovedet.

Nuvel, hverken solhverv eller Kristi komme er specielt lokale eller nationale fænomener, og Danmark er, eller måske bedre var, en del af den europæiske kulturkreds, hvor ideer og traditioner frit er flydt over grænserne, men enhver, der har ulejliget sig ud i det fremmede for at fejre jul, må konstatere, at den danske jul i praksis er hel unik.

Der findes på trods af Lars Hovbakke Sørensens “videnskabelige erkendelser” ingen jul magen til den danske. Lad os derfor fejre den behørigt med store mængder svinekød, ledsaget af vin, øl og snaps, som det altid har været nordboernes skik, og lad os glædes over, at vore ubudne gæster fra Mellemøsten ikke kan deltage. Julen er så dejlig diskriminerende, og netop derfor arbejder stærke kræfter på at afskaffe den.

Og måtte det blive den sidste jul for landsforræderne og alle dem, der forsøger at nedgøre og dekonstruere vor historie og vore traditioner, samt de mediepaver, der understøtter dem! Amen!

Udgivet i Kultur | Tagget , , | Skriv en kommentar

Hvad vil I gøre ved det?

Et nyt storværk fra Danmarks Statistik om indvandrere i Danmark 2017 er på gaden – i ubemærkethed fra de fleste medier. Herregud, at 94 % af alle syriske kvinder er på offentlig forsørgelse, at somaliske mænd er otte gange så voldelige som gennemsnittet af mænd i Danmark (ikke af danske mænd!) og at 42 % af alle mandlige indvandrede født i 1987 er dømt for at have overtrådt straffeloven, er jo heller ikke nogen egentlig nyhed, selv om det da er rart at få sat tal på.

Vi ved det jo godt i forvejen: Vore gæster udnytter det danske sociale system, som de er bemærkelsesværdigt godt underrettede om, allerede inden de kommer til landet, og udhuler det, således at danskere i nød ikke kan få den hjælp, de egentlig har krav på. Indvandringen betyder ganske enkelt velfærdsstatens undergang, intet mindre. Og politiet har ikke længere tid til at beskæftige sig med almindelig kriminalitet, alle ressourcer går efterhånden til forgæves forsøg på at dæmme om for gæsternes kriminalitet. Medierne lukker øjnene – kendsgerningerne er ganske enkelt ikke politisk korrekte og må derfor ties ihjel.

Nogle få røster har dog lydt forsigtigt i mørket. Michael Jalving og Niels Lillelund i Jyllands-Posten og Pernille Vermund i Ekstrabladet. Sidstnævnte vil have offentlige ydelser forholdt statsborgere, men da gæsterne uden videre forsynes med danske pas, vil det jo i realiteten intet hjælpe – de bliver blot med tiden fjernet fra statistikken. Vi har tidligere omtalt Danmarks Statistiks svindel med begreberne indvandrere og efterkommere. En opgørelse over forholdene for indvandrere og efterkommere med dansk statsborgerskab ville være særdeles interessant, men den får vi næppe. Michael Jalving vil som tidligere nævnt have stop for ny indvandring, men vil ikke fjerne de gæster, der allerede er her – ligesom Morten Uhrskov Jensen. Begge d’herrer er altså med på at forsørge de ca. 500.000, der er omfattet af statistikken, og som dræner den danske statskasse for langt mere end de 33 mia., man taler om, hvis man regner alt med fra asylbehandlingen og fremad, herunder børneinstitutioner, skoler, læger, hospitaler, tolke, politi, terrorsikring, retsvæsen, fængsler, af hvilke denne gruppe som nævnt er storforbrugere, plejehjem, tvangsanbringelser etc., etc. etc.

Vi skal derfor tillade os at stille det rimelige spørgsmål til alle, der klager over tingenes tilstand: Hvad har I tænkt jer at gøre ved det?

Problemet går ikke over af sig selv. Dansk Folkeparti har vist, at man ikke kan stemme sig ud af det – det ændrer intet! Der er siden 70’erne i skrift og tale blevet advaret mod de tilstande, der hersker i dag. Det har intet hjulpet.

Hvad har I tænkt jer at gøre ved det? Hvordan har I tænkt jer at genoprette danskernes suverænitet i Danmark og at sikre, at danskernes opsparing i socialstaten forbeholdes landets egne børn? Hvordan har I tænkt jer at sikre, at Danmark også om 100 år er de etniske danskeres land? Vi hører gerne fra jer med konstruktive ideer, der virkelig vil gøre en forskel!

***

Se også Fakta om indvandringen 2017.

Udgivet i Indvandring | Tagget , , , , | 1 kommentar

Kommunalvalg 2017

I forbindelse med den aktuelle farce, der går under betegnelsen kommunalvalg, er det vigtigt, at danske nationalister holder hovedet koldt og husker på, at ingen af de opstillede partier varetager danske interesser. Ingen af partierne har det således som deres erklærede mål at befri deres kommuner og regioner for de fremmede besættelsestropper.

Nogle vil i denne sammenhæng naturligvis indvende, at Dansk Folkeparti er en undtagelse. Hertil er der kun at bemærke, at hvis man som nationalist virkelig tror, at DF gør nogen forskel, så skal man kigge på, hvor lidt partiet, til trods for rig lejlighed til det, reelt har gjort for at stoppe ødelæggelsen af landet igennem de sidste 20 år. DF er en lynafleder, hvorfra der af og til høres fornuftige bemærkninger, men der er blot tale om varm luft, ligegyldig symptom behandling, afledningsmanøvre og inkonsekvent mormorracisme. Partiet bygger på ren populisme, det er massemedierne der sætter dagsordenen, og det har ingen ideologisk bundlinje, alt er til forhandling, desværre også Danmarks fremtid. DF er således en del af problemet, ikke en del af løsningen!

Andre vil gøre gældende, at Nye Borgelige ”vil gøre noget ved tingene”. Selvom partiet er nyt, har det allerede vist sit sande ansigt. Præcist som DF har heller ikke dette parti nogen ideologisk bundlinje, alt er i sidste ende til forhandling, og man er naturligvis ikke ”racistisk” eller ”nationalistisk”. Yderligere er det ganske sigende, at partiet har ekskluderet indtil flere medlemmer for ”ekstremisme”, “racisme” og “antisemitisme”. Baggrunden for eksklusionerne har ofte været en ”afsløring” fra det venstreekstreme Redox. Et parti, som lader venstreekstremister bestemme, hvem der kan være medlem, har endegyldigt spillet fallit. På længere sigt vil partiet blot være en liberal udgave af DF og medvirke til at sikre danskernes etniske og kulturelle selvmord.

Hvem skal man så stemme på? Det eneste råd, vi kan give, er at stemme på individuelle kandidater, hvis dybfølte nationale sindelag man har personligt kendskab til. Hvis man ikke kender nogen, så lad vær med at stemme! En stemme på nogen andre er en stemme på landsforrædere og en blåstempling af det system, som er i gang med at udrydde danskerne.

Det siger unægtelig en del om situations alvor, at ingen af de opstillede partier uforbeholdent tager danskerne parti, og det allerværste ved kommunalvalget er således, at det med rå ubarmhjertighed udstiller danskernes nationale impotens. Hvis der stadig havde været blot en smule livskraft tilbage i folket, hang politikerne ikke lygtepælene men i dem!

Udgivet i Dansk nationalisme | Tagget , , | Skriv en kommentar