Konservatisme og kulturkamp

KogKJon A. P. Gissel:
Konservatisme og kulturkamp
Århus: Munch og Lorenzen, 2014

Læst af Niels Ebbesen

En behandling af dansk konservatismes indædte strid imod brødrene Brandes’ og deres medløberes kamp mod europæisk kultur har længe været savnet, og Gissel indlægger sig stor fortjeneste ved at have vovet sig ind på dette brandfarlige emne med en positiv tilgang, hvor dansk konservatisme ellers kun har kunnet regne med en ensidig tilsvining. Også forlaget, Statens humanistiske Forskningsråd og Velux Fonden fortjener tak for at have muliggjort dette arbejde.

Jon Gissel er som menneske en meget fin og lærd, men noget forskræmt person, der gerne siger sin mening, men som skyr den yderste konsekvens af det, han siger. Han er her kommet ud i farligt terræn, og han undgår omhyggeligt at drage nogle helt nødvendige konklusioner af sit arbejde. Den største mangel ved værket er imidlertid dets titel. Bogen burde ikke have heddet Konservatisme og kulturkamp, men derimod Kristendom og kulturkamp, thi det er hovedsagelig om dette, bogen handler, og det er trist. Man får let det indtryk, at kulturkampen kun drejede sig om kristendommen i modsætning til darwinismen. Gissel siger selv herom: “Intet parti har monopol på kristendommen, men konservatismen er for mig utænkelig uden kristendom. En konservatisme, der alene handler om skattelettelser og motorveje eller for den sags skyld det nationale eller humanisme, giver for mig ingen mening. Snarere kan et sådant projekt virke farligt, som materialisme eller afgudsdyrkelse, f.eks. af nationen.” (Side 7 – anmelderens fremhævelse). Den kristne forstokkethed lever således stadig i bedste velgående, og det skal naturligvis også noteres, at Gissel tager afstand fra det nationale som centrum for folkets liv. Gissel tør nemlig heller ikke være national, men det var de kulturkonservative antibrandesianere ikke bange for, og en del af dem, der nævnes, var heller ikke specielt kristne – ja, enkelte slet ikke. Det er imidlertid ikke dem, der spiller den største rolle i fremstillingen, det gør derimod repræsentanterne for den sorteste kristendom, man kan forestille sig, folk som Martensen, Mynster, Monrad og Scharling, hvis forvrøvlede argumentation imod darwinismen fylder godt i bogen og egentlig besvarer et af dennes afgørende spørgsmål meget godt: Hvorfor havde kulturkonservatismen det så svært i et politisk og kulturelt miljø, som jo egentlig var i bund og grund konservativt, og hvor Højre havde den absolutte politiske magt indtil 1901? Det er der naturligvis flere grunde til, men en af dem var, at det var meget vanskeligt at støtte disse mørkemænd i deres kamp mod Darwin og naturvidenskaben. Kirken har igennem hele sin levetid undertrykt enhver form for naturvidenskab, der kunne så tvivl om Bibelens beretning. Igennem århundreder fastholdt man helt bogstaveligt med bål og brand et verdensbillede, hvor jorden var flad og centrum i universet, indtil man tvunget af bevisernes vægt til sidst så sig nødsaget til modstræbende at opgive denne position. I slutningen af 1800-tallet mener man stadigvæk, at verden blev skabt på 6 dage for ca. 6.000 år siden – og Gissel mener det tilsyneladende endnu. Når man insisterer på at se konservatismens kamp imod brødrene Brandes som en forlængelse af denne strid imod naturvidenskaben, så er man på forhånd dømt til at tabe. Ingen mennesker med blot en smule sund fornuft i behold kunne støtte sådanne formørkede bestræbelser i lyset af de fremskridt, den naturvidenskabelige forskning havde gjort. Tro er en formodning om noget, man reelt intet ved om, overtro er tro på noget, man kan påvise er forkert! Skabelsesberetningen er overtro!

For Gissel, datidens kirkefyrster og mange andre var det hele angiveligt et spørgsmål om den frie vilje. I en verden styret af naturvidenskaben og evolutionen kunne mennesket jo ikke have en fri vilje – vi ville være som dyr. En fri vilje er kun mulig som en Guds skabning. Kun ved at acceptere Guds nåde og almagt, kan mennesket betragtes som frit! Dette er en holdning, man stadig finder i kristne kredse fra Søren Krarup til Jehovas Vidner, men det er naturligvis noget sludder. Først og fremmest fordi mennesket jo i de allervigtigste spørgsmål ikke har nogen fri vilje. Vi bestemmer ikke selv, om vi vil fødes, eller om vi vil dø. Vi bestemmer ikke, om vi vil være syge, intelligente eller hjulbenede. På de vigtigste spørgsmål i livet har vi ingen indflydelse – uanset om vi er kristne eller ej. Men forskellen på os og dyrene er ikke tilstedeværelsen af en udefinerbar sjæl, men udviklingen af den hjerne, nogle af os har, således at vi får et overskud til at beskæftige os med meget andet end at æde og formere os, hvilket stort set er dyrenes –og visse menneskers – eneste beskæftigelser. Når det gælder disse øvrige gøremål, har vi naturligvis en fri vilje – desværre også til at gøre det forkerte, herunder til at handle imod naturens love. Vi kan handle ud fra en given moral, eller vi han handle imod den – vi kan beslutte at bygge op eller at bryde ned. Vi kan vælge, om vi vil myrde og stjæle – eller om vi vil lade være. Vi har den absolutte frihed – og der vil ikke være nogen form for nåde, der kan fritage os for resultaterne af vore handlinger, idet disse dog en gang imellem først viser sig efter generationer. Begrænsningerne sættes af lovgivningen og almindelige moralprincipper, der er en nødvendig forudsætning for dannelsen af samfund, og uden samfund havde mennesket næppe overlevet som art og ville i hvert fald ikke have kunnet udvikle hverken teknologi eller kultur. Moral og social adfærd er således i sig selv selektionsfaktorer i en evolutionær udvikling, og mennesket er under ingen omstændigheder ansvarsløst, tværtimod. Det har et ansvar over for det samfund, det lever i, og over for kommende slægtled, hvis udviklingsmuligheder i højeste grad bestemmes af de valg, den nuværende generation foretager. Ja, man kan ligefrem tale om et ansvar i forhold til den kosmiske orden, vi lever i – og denne kan vi uden videre kalde guddommelig. Lever vi ikke op til dette ansvar, går menneskeheden ganske enkelt til grunde – og det er den godt på vej til.

Det kan være vanskeligt at se, hvilken frihed et kristenmenneske egentlig har. Hvis man som Søren Krarup, lidt firkantet sagt, mener, at man kun behøver at være kristen søndag formiddag og til højtiderne, ja så kan man jo nyde den samme frihed, som vi andre har. For den, der tager sin kristendom mere alvorligt, og ikke blot vil køre på frihjul i tillid til nåden, ja, så medfører kristendommen tunge forpligtelser til at føre et kristent liv og levned og til at forsage den materielle verden og blive ren ånd. I disse bestræbelser levnes der ikke megen frihed, men en lang række forbud og forpligtelser, der først ret stiler efter at gøre mennesket til en robot. Ifølge Luther er vi trælle af synden, og en træl har jo som bekendt ikke meget, han kan bruge sin frie vilje til.

Et udsagn som “Livet efter døden er en nødvendig forudsætning for livet før døden” er et godt eksempel på det sofistiske nonsens, der hentes frem for at forsvare den konservative position – men som ikke har ret meget med kulturkonservatismen at gøre. Brødrene Brandes og deres proselytter fyrede jo ikke blot deres bredsider af imod religionen, men imod enhver moral, imod familien, imod kunsten, imod traditionen, imod den politiske orden og imod alt det, der konstituerede dansk kultur og åndsliv og rammen om hele folkets tilværelse. Deres mål var at nedbryde alt, hvad der bandt samfundet sammen, og det har de og deres efterfølgere haft særdeles meget held med! De gjorde det imidlertid også med en heftighed, fanatisme, hadefuldhed, uforsonlighed og kompromisløshed, der var fremmed for dansk åndsliv, og som de pæne, dannede konservative mennesker havde vanskeligt ved at svare igen på, idet de ikke beherskede denne kampform, der var dem inderligt imod. Hele debattens form var særdeles udansk – og det kan jo ikke undre nogen, idet brødrene Brandes ikke var danske. Her kommer Gissel i alvorlige problemer. Han vil ikke beskyldes for antisemitisme, og han nøjes med at undre sig over, at han kun er bekendt med en enkelt jøde – Jakob Davidsen – der opponerede mod nogle af Georg Brandes’ udfald mod religionen.

“… hvis det er tilfældet, må man undre sig, og det ville være dybt beklageligt, hvis det forholdt sig sådan, fordi det ikke har kunnet undgå at give det indtryk, at de holdt hånden over en stammefælle. På den anden side kan udtryk være så krænkende, at man ikke reagerer, hvis man føler, at man selv bliver blasfemisk, hvis man gentager det. Dette kan også ses som en form for en forklaring på, at der ikke kom en stærkere kristen reaktion på Brandes’ udtalelser! (s. 65).

Vissevasse! Jøderne har kun overlevet som folk og religion, fordi de til enhver tid har forstået at holde sammen, mens jødiske intellektuelle med deres overlegne verbale intelligens har stiftet splid iblandt værtsfolkene, så disse har ligget i strid med sig selv og hinanden.

En af dem, der fra kulturkonservativ side kom med stærke reaktioner mod Brandes, var Harald Nielsen, som straks erkendte det absolut jødiske ved det såkaldte “moderne gennembrud”, hvilket han i sine bøger ikke lagde skjul på. Gissel konstaterer, at kristendommen formentlig ikke fylder meget i Harald Nielsens verdensbillede (side 12) og relegerer herefter den vigtigste og mest skarpsindige danske antibrandesianer til en uvæsentlig birolle i sin bog.

For ret at forstå Brandes’ moderne gennembrud bliver man i dag nødt til at læse den amerikanske psykologiprofessor Kevin MacDonalds The Culture of Critique, An Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in Twentieth-Century Intellectual and Political Movements, 1998 – en bog som Gissel så ganske klart ikke kender eller ikke vil kende. MacDonald nævner naturligvis ikke “Det moderne Gennembrud”, som få uden for Danmarks grænser rigtig kender noget til, men når man har læst bogens godt 350 sider, kan man selv indføje det manglende kapitel. Bogen følger den røde tråd igennem et udvalg af etnisk selvbevidste jødiske intellektuelles bestræbelser for at nedbryde de samfund, de lever i, og fremme værdiløshed, hæslighed, løgn og opløsning, idet de “dekonstruerer” kunsten, historien, videnskaben, religionen og de normer, der binder samfundet sammen. Sådanne kræfter søger et sår eller en svaghed hos deres modstandere. Her sætter de ind, og når først æggene er lagt, vil larverne herfra automatisk trænge ind i modstanderens organisme og langsomt, men sikkert dræbe den. Gennem svækkelse af flertallet, styrkes mindretallet – en effektiv overlevelsesstrategi. Den europæisk inspirerede humanistiske kulturs største svaghed er, at den ikke selv har nogen bevidst etnisk centreret overlevelsesstrategi.

Over for denne bestræbelse havde heller ikke danske kulturkonservative noget passende forsvar, og der var unægtelig også sår og svagheder. En af disse svagheder var, at den konservative lejr manglede kræfter, der formåede at skabe levende kunst. Der var masser af lærde, vidende, velmenende og flittige intellektuelle, men der var ikke rigtig nogen kunstnere, der kunne føje en merværdi til de videreførte traditioner fra Guldalderen. Der var rigtignok en del skabende kunstnere blandt de folk, der gjorde oprør mod Brandes, men de var og blev epigoner, selv om Gissel ikke bryder sig om udtrykket. En af de flittigste var Ernst von der Recke, der utvivlsomt var epokens bedste rimsmed og dramatiker. Han har efterladt en stor produktion af smukke og formfuldendte digte og dygtigt konstruerede historiske dramaer, men de har intet rigtigt liv, og deres relevans for samtidens mennesker var, på trods af deres popularitet, yderst begrænset. Det gælder også “Guds Moder paa Marienburg”, der særligt fremhæves af Gissel. Det er et smukt digt om kunstnerens forbundenhed med sit hovedværk i den grad, at han må dø, da værket er færdigt og han har nået den højeste indsigt. Man behøver imidlertid blot at sammenligne det med f.eks. Oehlenschläger, Ewald, Grundtvig eller Aarestrup for at se dets mangel på originalitet. Recke skrev ikke af lyst, men drev sig selv til det af pligtfølelse – pligten til at videreføre traditionen. Et digt skal imidlertid være en guddommelig åbenbaring, som man slet ikke kan lade være med at skrive ned. Blandt prosaisterne var Gjellerup den eneste af virkelig betydning, men han nåede heller ikke op på højde med brandesdisciplen J.P. Jacobsen, oversætteren af Arternes Oprindelse.

I 50 år havde Oehlenschläger domineret og behersket det danske åndsliv. At hans død udløste en reaktion fra den nye digtergeneration er ikke underligt, heller ikke at de begærligt optog den nye tids ideer og viden i sig. Litteraturen kan ikke i længden ignorere sin tids væsentligste problemer og leve i en uvirkelig forhistorisk drømmeverden. Oehlenschlägers tid var uigenkaldeligt omme. I slutningen af sine Erindringer skriver han således selv: “Men nu maae vi ogsaa snart holde op, ikke fordi den indvendige Kraft mangler, men – Stoffet er udtømt; jeg finder ingen Sujetter meer i min Aandsretning. Skildringer af Nutiden kan jeg ikke gjøre: jeg kiender den ikke; og hvo kiender den ret? Knap Vorherre kiender den, og den kiender ikke sig selv.” (Gissel side 37f). En epoke var forbi, og den nye tid søgte en ny form og et nyt indhold. Det er naturligt, men fornyelse havde jo ikke nødvendigvis behøvet at være det samme som nedbrydelse! I lyset af manglen på stærke og skabende personligheder blandt de konservative, er det imidlertid ikke vanskeligt at forstå, at de nye kræfter lod sig forføre af den veltalende og højt begavede rottefænger Georg Brandes. Det er imidlertid mere vanskeligt at forstå, at så mange begavede konservative ikke kunne se, at de med deres afvisning af naturvidenskaben lænkede sig til et ådsel, hvilket naturligvis måtte isolere dem i deres samtid, og at en stædig afvisning af enhver litterær udvikling ganske enkelt er imod litteraturens og kunstens væsen. Det ironiske er jo, at kristendommen med lidt snilde sagtens kan finde en plads i det moderne verdensbillede, hvis man blot vil opgive positioner, som man alligevel ikke vil kunne fastholde på længere sigt. Gissel citerer således følgende sentens fra Martensens “Den christelige Ethik”: “At den menneskelige Villie er fri, vil sige, at den har Magten til, inden for de af Gud satte Betingelser, ved Selvbestemmelse at virkeliggjøre sit Væsen.” (Side 289 – anmelderens fremhævelse). Kunne de af Gud satte betingelser ikke uden videre defineres som naturens love, hvis vi antager Gud som den første årsag? Kirken har i tidens løb slugt adskillige endnu større kameler end denne! Er denne diskussion om “den frie vilje” ikke blot flueknepperi på et højere plan?

Der er således gode grunde til at tage forbehold over for Gissels værk, men det indeholder naturligvis også en lang række gode iagttagelser og megen nyttig viden, som i dag ikke er så let tilgængelig, og frem for alt lader den omsider de kræfter, der bekæmpede Brandes, komme til orde. Bogen bør ikke mangle i kulturinteresserede nationalisters bibliotek.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Kultur og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s